I CHING 

Logo



Liv - Bevægelse - Forvandling

Hvad er I Ching?
Livet er i konstant bevægelse - enhver menneskelig eller samfundsmæssig situation er i bevægelse - en bevægelse gennem faser og udviklingsstadier. I Ching kan i sit symbolsprog beskrive og vise denne bevægelse. I et momentant "fastfrosset" billede vises situationen og bevægelsens mulige forløb. I denne bevægelse sker forvandlingen, ganske som vinter følger efterår og som sommer følger forår.

På sin både poetiske og konkrete måde kan I Ching beskrive, antyde, advare og anvise muligheder og løsninger. Ofte overrasker I Ching ved at betragte situationen fra et perspektiv man ikke havde tænkt. I Chings rødder går langt tilbage i historien og er måske skrevet/samlet omkring 825-800 BC (Richard Rutt, Zhouyi, The Book of Changes, 2002).

I den del af I Ching eller Forvandlingernes Bog, som kaldes Dazhuan (Den Store Afhandling - sandsynligvis skrevet noget før år 200 BC) står følgende:

”Forvandlingernes Bog er vid og stor. Taler man om det fjerne, så kender den ingen grænser. Taler man om det nære, så er den stille og ret. Taler man om rummet mellem himmel og jord, så omfatter den alt.”

”Derfor rådspørger det ædle menneske den, når han skal gøre eller udføre noget, og han gør det med ord. Den optager hans meddelelse som et ekko, der findes intet fjernt eller nært, intet mørkt og dybt for den: således erfarer han de fremtidige ting, Hvis denne bog ikke var det mest åndelige på jorden, hvordan kunne den da gøre dette?”

” Forvandlingerne har ingen bevidsthed, ingen aktivitet, stille er de og bevæger sig ikke. Stimuleres de derimod, gennemtrænger de alle forhold under himlen. Hvis de ikke var det mest guddommelige på jorden, hvordan kunne de da gøre dette?”
(oversat fra tysk fra Richard Wilhelm, I Ging, Das Buch der Wandlungen, Jena 1924)

Man nærmer sig bedst I Ching med ydmyghed og respekt. Det gælder for I Ching, såvel som for astrologi, håndlæsning, tarot etc., at "når nøden er størst er hjælpen nærmest". Eller sagt med andre ord, at I Ching taler tydeligst, når behovet er størst. Man kan derfor ikke regne med at den giver klare svar på unødvendigheder. "Den rene af hjertet" får det klareste svar. Den vil derimod gerne vise, hvor der er ubalance i ens situation og liv. I Ching har ikke liv i sig selv, men synliggør de bagvedliggende hensigter, ideer og forvandlingsmuligheder når den bliver spurgt af et ærligt hjerte. I det øjeblik bliver den vakt til live.

Struktur og form
I Ching består af 64 hexagrammer, som alle dannes af 6 linier. Hexagrammerne består af enten maskuline (lige) og/eller feminine (brudte) linier. Disse 64 figurer og deres 384 linier er beskrevet i tekst eller verseform. Hexagrammet opbygges fra neden og op og linierne nummereres fra 1 til 6. De to nederste linier symboliserer jorden, de to mellemste mennesket og de to øverste linier himlen. Derudover kan man betragte hvert hexagram som sammensat af to trigrammer, som dannes af tre linier. Der kan dannes otte af disse trigrammer, som kan opstilles på to måder. De kaldes henholdsvis ”Den tidligere himmels rækkefølge” og ”Den senere himmels orden”. Den første symboliserer det stationære makrokosmiske billede og det andet livet i bevægelse.

trigram

De 64 hexagrammer kan opstilles på flere måder, men den følgende er den traditionelle.

Klik for større billede 

Denne rækkefølge er, ifølge traditionen, skabt af kong Wen (1099-1050 BC). Hvorfor hexagrammerne har præcis denne rækkefølge er stadig en uløst gåde. Hexagrammerne danner par (1-2, 3-4, 5-6 etc.). Som man kan se roterer hexagrammerne, hvor de kan. F.eks. 5 og 6. De grå hexagrammer, som står over eller under de sorte er roterede. De andre er modsætninger til hinanden. F.eks. 1 og 2. Hele forløbet består af to afdelinger. Fra 1 - 30 og fra 31 - 64.
(Denne tegning er inspireret af Edward Hackers og Steve Moores genopdagelse i 2003 af opstillingen i forskellige kinesiske værker - publiceret 2003 i juni nummeret af Journal of Chinese Philosophy).
 

Orakel

I Ching kan traditionen tro som orakel rådspørges ved hjælp af tre mønter eller 50 tørrede røllikestilke.

Trigrammerne og hexagrammerne består af henholdsvis 3 og 6 linier opbygget af yang og ying linier:
Linier